
Glamourøst, råt og sprængfyldt med energi. Dette episke open world-spil slipper os løs i en fantastisk sci-fi-metropol, vi aldrig har lyst til at forlade.– App Store-redaktører

Den dystopiske fremtid i Cyberpunk 2077: Ultimate Edition føles både langt ude og genkendelig. Kom for den højteknologiske kamp og de imponerende billeder – bliv for den tankevækkende historie, der får dette ekstraordinære rollespil til at pulsere af liv.
Som lejesoldaten V bestemmer du selv, hvilket ry du vil skabe dig på Night Citys neonglødende gader. Måske er du en snu virksomhedsagent, der charmerer dig forbi dørmændene i en baggårdsklub. Eller en netrunner, der kortslutter fjenders cybernetiske implantater med et svip med håndleddet.
Uanset hvem du vælger at være, giver denne Ultimate Edition dig friheden i den mest blændende version af Cyberpunk-verdenen til dato. Intense køretøjskampe lader dig affyre missiler fra taget og læne dig ud ad bilvinduet for at udveksle ild med fjender, mens den mesterlige udvidelse Phantom Liberty har Idris Elba i hovedrollen som en hærdet spion, der er splittet mellem pligt og samvittighed. På Mac med M3-chippen eller nyere skinner hologramdækkede skyskrabere i solen takket være hardwareaccelereret ray tracing drevet af MetalFX.
Den imponerende teknologi skaber virkelig filmiske scener, som f.eks. den vilde åbningsmission i Phantom Liberty, hvor du undviger fjendens beskydning for at redde præsidenten for de Nye Forenede Stater fra hendes nedskudte rumfly. Men Cyberpunk 2077 omfavner også de mere stille øjeblikke: når du hjælper en sørgende mor med at sige farvel til sin dræbte søn eller beroliger en selvbevidst, selvkørende taxa, der er ude i en eksistentiel krise.
I en verden, hvor mennesker kan udskifte enhver kropsdel med en højteknologisk erstatning, stiller Cyberpunk 2077 et tankevækkende spørgsmål: Hvor meget af vores menneskelighed er vi villige til at ofre for en forkromet fremtid – og hvad vil vi kæmpe for at holde fast i? Ved at holde handlingen forankret i sådanne moralske dilemmaer lader denne omfattende vision af fremtiden aldrig spektaklet overskygge historiefortællingen.

Læs mere om vinderne i 2025

Hurtigt tip
Skynd dig ikke igennem hovedhistorien, som handler om V's kamp for at fjerne et hjerneimplantat, der huser det digitale spøgelse af et rockikon (med Keanu Reeves som stemme). Fortællingen er flettet sammen med mindre jobs, der giver værdifulde opgraderinger, sjældent udstyr og uventet medmenneskelighed.
Vidste du det?
Cyberpunk 2077 er baseret på bordrollespillet Cyberpunk fra 1988, der foregår i den fjerne fremtid i år ... 2013.
Mød skaberen
CD Projekt Red, der har hjemsted i Warszawa i Polen, er det prisvindende studie bag The Witcher 3: Wild Hunt og andre populære rollespil, der udspiller sig i omhyggeligt opbyggede verdener fyldt med mindeværdige figurer og komplekse moralske valg.
