

Sådan får LookUp sit look
Denne illustrerede ordbogsapp er definitionen på succes.
For Vidit Bhargava, udvikleren bag den prisvindende ordbogsapp LookUp, er læring en visuel oplevelse.
“Folk husker billeder bedre end lange tekster,” siger Vidit. Det er derfor, han har brugt cirka et årti på at tegne et billede om dagen til appens Word of the Day-funktion. “Illustrationerne i LookUp er designet til at efterlade et visuelt aftryk.”

LookUp, som blev skabt af Vidit og hans bror, Mudit, blev lanceret i 2014. Kort derefter blev de karakteristiske Word of the Day-plakater lanceret. Siden da har Vidit – som ikke overraskende startede sin karriere som interfacedesigner og visuel designer – skabt næsten 3.500 illustrationer. (Eller for det meste illustrationer. “Jeg er pizzakok”, siger Vidit, “så billedet af en pizza for ordet ‘delectable’ viser en pizza, jeg selv har lavet.”)
Vi har talt med Vidit om tilblivelsen af hans visuelle ordbog og om, hvordan han laver en illustration om dagen.
Fortæl os lidt om filosofien bag LookUp.
Idéen til LookUp kom fra min egen kamp med at udvide mit engelske ordforråd i gymnasiet. Da engelsk ikke er mit modersmål, søgte jeg ofte efter definitioner, men resultaterne var lange, intimiderende tekster, og det ønskede jeg at forenkle.
Appen er både en almindelig ordbog og en synonymordbog – vi bruger Oxford English Dictionary som vores datakilde – men den er et lige så nyttigt værktøj, hvis man gerne vil udvide sit ordforråd. Man kan markere ord, man har slået op, som favoritter, lægge dem i sine egne samlinger og tage interaktive prøver med ordene i en samling. Den har også en unik funktion, der hedder Pronunciation Tips, som er inspireret af mine interviews med folk, der lærer et fremmedsprog. Ud over den traditionelle udtalenotation bruger LookUp AI til at give tips på et naturligt sprog til, hvordan man udtaler et ord.

Hvordan udvælger I ord til Word of the Day?
Jeg fører en liste, der primært indeholder ord til forberedelse til GRE (Graduate Record Examination), da mange af vores brugere gerne vil udvide deres ordforråd eller forberede sig til færdighedsprøver i engelsk. Listen indeholder også interessante ord, jeg støder på. Jeg vælger ofte et ord fra listen, som inspirerer til en illustration. Men nogle gange bruger jeg et ord, der er baseret på vigtige aktuelle verdens- eller sportsbegivenheder – noget, der er relevant lige nu.
Hvordan laver du de daglige illustrationer?
Jeg bruger Sketch som mit primære tegneværktøj. Jeg bruger det også til at vedligeholde et bibliotek med ofte brugte elementer – figurer, jeg har skabt, objekter og grafik – og til at skabe sammensatte illustrationer. Nogle af mine mest komplekse illustrationer er blevet skabt ved at kombinere enkle former og tegninger i Sketch.

Andre ord får illustrationer skabt med mixed media-kunst. For eksempel indeholder grafikken til “careen” et sløret foto, der indikerer hurtig bevægelse – det er faktisk et med vilje rystet billede, jeg tog med min iPhone. Og den malingagtige effekt til “fleck” blev tegnet separat og importeret til Sketch.

Har I integreret generativ AI i appen ud over til Pronunciation Tips?
Vi bruger ikke AI til billeder eller definitioner, men vi har tilføjet AI-drevne læringsfunktioner, hvor vi kan sikre en pålidelig læringsoplevelse. For eksempel syntes brugerne, at vores interaktive prøver var sjove, men de ville også gerne lære at bruge ordene i hverdagen, så nu tilbyder vi prøver, der viser eksempelsætninger og samtaler. Appen beslutter, hvilke ord brugeren skal høres i, og bruger derefter AI til at sammensætte sætninger og spørgsmål.
Vi har også en ny Explain-funktion, der genererer kontekstuelle forklaringer og brugseksempler baseret på brugerens engelskkundskaber, modersmål og interesser (som man indstiller i Explain-vinduet).
Vores filosofi er at bruge AI til at styrke folks forståelse af ord, frem for skødesløst at erstatte definitioner eller videnskabeligt dokumenterede læringsmetoder.