Hvis du længes efter sneen, men ikke rigtigt kan overskue den bidende kulde, har vi fundet de helt rigtige vinterspil til dig. Her kan du suse ned ad smukke pister på et snowboard, transportere stakke af træstammer gennem bjergpas i Alaska og bygge en vikingebolig på en arktisk ødemark. Så der er nok at vælge imellem.
Frostpunk-spillene
Der findes ingen nemme beslutninger i den iskolde verden i Frostpunk 2. Dette postapokalyptiske byggespil foregår 30 år efter originalspillet. Her er det dig, der er ansvarlig for New London, der er en af civilisationens sidste bastioner i en alternativ udgave af det 20. århundrede, der ramt af en global istid.
Du skal udvinde de knappe forekomster af kul og olie for at opvarme kvarterer i byen. Bygge fabrikker og forskningsinstitutter for at skabe fremskridt. Og først og fremmest bare forsøge at beskytte dine indbyggere og holde dem i live. Vil du vedtage love for at formilde de indflydelsesrige fraktioner eller prioritere dine borgeres behov? Hvis du gør de forkerte mennesker vrede, kan det føre til strejker, optøjer og i sidste ende medføre, at du (gys!) bliver fjernet fra embedet.
Kan du bare ikke få nok af at bygge i bundfrosne byer? I det oprindelige Frostpunk er du leder af en broget bosættelse og skal forvandle en samling af ydmyge telte til en stor steampunkby, én ovn ad gangen. Undervejs skal du både dyrke madvarer, fremstille varer og sende ekspeditioner ud i den farefulde verden udenfor. Hvilke rigdomme og farer mon der gemmer sig under sneen?
Valheim
Velkommen kriger! Du er netop ankommet til det enorme rige i Valheim. Nu skal du vise Odin, at du har, hvad der skal til, for at overleve. Så du skal både lave økser, dræbe trolde og bygge ly for kulden, mens du udforsker en ødemark, der er inspireret af nordisk mytologi og bliver genereret i løbet af spillet. Du skal besejre en række farlige monstre for at behage Alfaderen og indløse din billet til Valhalla – men først efter en rejse, der er en vikingesaga værdig.
Uanset om du spiller alene eller samarbejder med op til ni venner, byder hvert eneste spil på nye landskaber, fremstillingsmaterialer og modstandere. Hvis du vil opleve ekstra vinteragtige eventyr, kan du søge højt op i bjergene og se, om du kan klare elementerne rasen (og stengolemmerne og dragerne med frostånde). Eller hvad med at bygge et skib og sejle til fjerne polarområder for at beundre det smukke nordlys?
SnowRunner
Du får ikke brug for veje der, hvor du skal hen, for i SnowRunner sætter du dig bag rattet i nogle af planetens største og stærkeste terrængående køretøjer. Her kan du køre i store tømmerlastvogne, hurtige firhjulstrækkere og andre seje køretøjer i sneglatte bjerge og på fugtige skovbunde, mens du gennemfører svære missioner (som for eksempel at hale en væltet bil op af en brusende flod) for at tjene penge og genopbygge lokalsamfund.
Takket være spillets autentisk fysik føles det utroligt realistisk at styre køretøjerne – for eksempel når dine hjul spinner hjælpeløst rundt midt på et stykke is, eller mens du synker dybere ned i mudder (så er tid til at få gang i kranspillet). Du kan udforske enorme baner og låse op for masser af køretøjer, så der venter nye udfordringer rundt om hvert eneste farlige sving.
Alto’s Adventure
Selvom Alto's Adventure er baseret på snowboarding, der til tider må opfattes som en ekstremsport, er spillet overraskende afslappet. For her skal du ikke lave vilde og farlige tricks. I den smukke fortolkning af endless runner-genren skal du faktisk bare glide ned ad et uendelige bjerg, hoppe og få luft under dit board for at høste nye highscores.
Den simple styring med én knap gør dette eventyr lettilgængeligt lige fra starten. Efter bare få nedkørsler vil du lave backflips hen over tilfrosne kløfter og grinde på tage i søvnige landsbyer. Det kræver hurtige reflekser at tackle de tre udfordringer på hver bane, men den smukke grafik og beroligende musik gør Alto's Adventure både elegant og afslappende.
Alto’s Adventure – Remastered er tilgængeligt på Apple Arcade, hvor du kan finde over 200 spændende spil uden reklamer eller køb i appen, og kan spilles på både Mac, iPhone, iPad og Apple TV:
Du kan også spille den separate udgave af Alto's Adventure:
Metro Exodus
Den smuldrende, postapokalyptiske åbne verden i Metro Exodus er både fascinerende – og frygtelig farlig. Du vil nemlig komme til støde på et væld af farer, mens du krydser et atomkrigshærget Rusland – mutantedderkopper, hensynsløse banditter og en vild bjørn på størrelse med en varevogn.
Når du og dine allierede stiger om bord på et faldefærdigt lokomotiv i jagten på et sikrere hjem, skal I krydse betagende landskaber – lige fra de frygtindgydende ødemarker uden for Moskva til de frodige skove i det østlige Sibirien – og gøre alt, hvad der kræves for at varetage togets sikkerhed og ikke mindst din egen overlevelse. Det omfatter også at søge efter nye våben og udstyr, som for eksempel en bevægelsessensor, der kan hjælpe dig med at lokalisere farer. God rejse!
Rise of the Tomb Raider
Der findes kun få 3D-actionspil, der beskæfter sig lige så entusiastisk med sne som Rise of the Tomb Raider, der fører helten Lara Croft gennem sibiriske snelandskaber, snestorme og gletsjere – og selvfølgelig nogle grave, der kan plyndres – på jagt efter den sagnomspundne by Kitezh.
Rise er det andet spil i Tomb Raider-genstartstrilogien og vores favorit blandt de tre. Og faktisk er det måske det perfekte sted at starte, hvis du ikke tidligere har spillet serien. Det er fyldt med både intense kampe og kreative hovedbrud, der sender Lara på dybe dyk under vandet og ud på vilde køreture i rystende minevogne. Det er i sandhed et actionbrag – især når du skal forcere de utallige sneklædte klipper.
Grand Mountain Adventure
Snowboard eller ski? Du vælger selv, når du begiver dig ud på de fredfyldte åbne skråninger i Grand Mountain Adventure! Tag en lift op til sovebyen Hirschalm, spænd støvlerne på, og løb ned ad bjerget. Præcis som i rigtigt skiområde er det helt op til dig, hvordan dit eventyr skal være i dette fremragende eksempel på et controlleroptimeret iPad-spil til Mac.
Bjerget byder på uendelige muligheder, lige fra slalomløb og pointkonkurrencer til rolige ture ned ad bakkerne. Du kan bevæge dig dybt ind i området for at finde skjulte udfordringer – for eksempel bjørne, klipper, træer og laviner. Farerne er det hele værd!
