SPIL VI ELSKER

Gået itu? Sæt det sammen!

Tag dig af arvestykker og knuste hjerter i et gribende spil.

Da Maria kom til det billedskønne Bellariva, havde hun ikke regnet med at skulle bruge sine evner på at reparere forfaldne antikke genstande. Men det viser sig, at helten i Assemble With Care også er temmelig god til at reparere ødelagte forhold. Mens du genopbygger en knust statue, en gammeldags telefon og andre skattede genstande, hjælper du samtidig deres ejere med at blive forsonet med deres nærmeste og ære afdøde venner og familiemedlemmer.

Det elsker vi: Hvor godt det føles at reparere arvestykkerne. At skrue en urskive af og tage tandhjul ud, sætte kabler på plads i en gammel pladespiller – det er alt sammen taktilt på den lækre måde takket være den perfekte touchstyring. Når man forsigtigt roterer genstande og sætter afmonterede dele tilbage, opstår der en respektfuld fornemmelse af at stå med en uvurdérlig genstand i hænderne. Så det er en sand fornøjelse for eksempel at reparere en beskadiget diasprojektor med vigtige barndomsminder på.

Fundet! Mærk den tilfredsstillende følelse, når du finder ud af præcis hvad, der skal til for at reparere en genstand (et nyt spejl, i dette tilfælde).

Hurtigt tip: Før du begynder at samle en genstand igen, skal du sikre dig, at du har repareret alle de beskadigede komponenter. Ellers kommer du nemt til at skifte printplader ud i en håndholdt spillekonsol, men glemme at udskifte den ødelagte skærm – hvilket betyder, at du skal tage alle kablerne ud igen!

Mød skaberen: Ustwo Games fra London har vundet flere Apple Design Award-priser, blandt andet for det populære hovedbrudsspil Monument Valley og det miljøbevidste eventyr Alba: A Wildlife Adventure. Mens teamet lavede lydeffekterne til Assemble With Care, opdagede de, at lyden af en pasta carbonara, der bobler på panden, var den perfekte efterligning af den særlige lyd, en limtube laver, når man trykker på den.