Forbered dig på et hjernevridende nostalgitrip. Riven er efterfølgeren til det banebrydende eventyrspil Myst og er nu blevet genskabt til moderne Mac-hardware, og spillet ser helt og aldeles mageløst ud.
Udforsk fem uforglemmelig smukke øer, og løs hovedbrud i dine omgivelser undervejs – mens du forsøger at opspore en magtsyg skurk. Du skal både lede blandt klipper og i dybe grotter, dechifrere komplekse koder og aktivere ældgamle maskiner for at slippe væk, før denne gådefulde og smukke verden styrter i grus.
Det elsker vi: Den nye måde at udforske på! Det er en helt anderledes (og væsentlig bedre!) oplevelse at vandre rundt på de sammenhængende øer i Riven med fuld bevægelsesfrihed. Det er noget helt andet end udforskningen på den statiske skærm i originalspillet fra 1997. Spillets imponerende grafik gøres mulig af Unreal Engine 5 og Apple Silicon og når helt nye højder af realisme. Flere af hovedbruddene, blandt andet det berygtede ildmarmor-mysterium, er desuden blevet reguleret, så de nu er lidt mere tilgængelige.

Hurtigt tip: Galgespillet i skolebygningen på jungleøen kan lære dig det talsystem, som skurken Gehn bruger – hvilket du får brug for, når du skal løse visse hovedbrud senere i spillet. Træk i ringen, og tæl, hvor mange gange træfiguren falder ned. Antallet svarer til symbolet på fundamentet. Bliv ved, indtil du har knækket koden!

Mød skaberen: Brødrene Rand og Robyn Miller grundlagde Cyan Productions i 1987 og arbejdede i deres forældres kælder i Spokane i Washington. Med udgivelsen af Myst i 1993 blev Cyan en af 90’ernes største succeshistorier fra spilbranchen. De hedder i dag Cyan Worlds og har desuden udgivet Obduction, Firmament og et tilsvarende smukt remake af det originale Myst i 2021.