Hensynsløse rumvæsener planlægger at terraforme den postapokalyptiske planet Magalan – og det er op til dig at stoppe dem! I rollen som den modvillige helt Jax i Elex II skal du udforske og kæmpe dig igennem en smuk åben verden, der byder på en storslået blanding af fantasy og sci-fi.
Dette actionfyldte rollespil holder ikke igen. Du kan bære alt fra slagsværd til laserrifler og alverdens andre vilde våben, når du kæmper mod trolde, dinosaurer og højteknologiske lejesoldater. Vil du spille som en slagkraftig kriger, der svinger med en enorm damphammer, eller som en klog troldmand, der slynger ildkugler mod frafaldne androider? Valget er dit, og du kan opgradere dine evner, så du får skabt lige den figur, du har lyst til.

Det elsker vi: At flyve rundt! Fyr op for Jax’ rygraket, så du frit kan udforske den enorme, detaljerede verden i Elex II – lige fra smuldrende ruiner til travle byer. Gad vide, hvilke godbidder der mon gemmer sig i det rustne udkigstårn? Du kan bare suse derop og kigge efter. Undervejs kan du også opgradere din rygraket, så du kan flyve hurtigere og svæve længere.
Hurtigt tip: Hvis du ser et kraniumikon ved siden af en modstanders energimåler, venter der dig en hård og farlig kamp. Så er det bedre at stige i niveau, få fat i noget bedre udstyr og prøve igen senere (og hvis du ser tre kranier, vil dine våben ikke være til megen nytte – så er det bedre at løbe eller flyve væk så hurtigt som muligt!).

Mød skaberen: De innovative hjerner hos den tyske udvikler Piranha Bytes er kendt for at bygge store spil med fascinerende historiedrevne verdener. De står også bag spilserierne Gothic og Risen samt det oprindelige Elex (der foregår seks år før begivenhederne i Elex II).
Denne app er aldersmærket med 17+, hvilket betyder, at den kan indeholde stødende sprog, grafisk, fantasybaseret eller realistisk vold samt voksne, gyserrelaterede og antydede temaer, der muligvis ikke er egnet til børn under 17 år.