Du har ikke brug for veje, der hvor du skal hen, for i SnowRunner sætter du dig bag rattet på nogle af planetens mest bistre terrængående køretøjer. Glæd dig til at køre i tømmerlastvogne, hurtige firhjulstrækkere og andre seje biler i sumpede skove og på sneglatte bjerge, hvor du skal gennemføre svære missioner (som for eksempel at trække en væltet pickup op af en brusende flod) for at tjene penge og genopbygge samfund.
Takket være den autentiske fysik føles dine køretøjer som den ægte vare (hvilket indebærer, at du kommer til at lave hjælpeløst hjulspind, mens du synker dybere og dybere ned i det bundløse mudder – men så er det med at finde trækspillet frem). Du kan udforske de enorme baner og låse op for alverdens forskellige køretøjer, så der venter konstant nye udfordringer forude.
Det elsker vi: At kæmpe for hver eneste centimeter! Det er virkelig nervepirrende at høre motoren kværne løs, når ens hjul er dækket af tykt mudder – og gør det kun så meget desto bedre, når det endelig lykkes at slippe ud af pløret.
Hurtigt tip: Kør stille og roligt. Du ender garanteret med at sidde fast, hvis du giver den for meget gas under vanskelige forhold – eller at komme til at vælte om på siden. Det nytter ikke noget at tage en genvej, hvis du ender i helt ufremkommeligt terræn. Så husk at tage bestik af området forude, skift ned i gear, og tag dig god tid.
Mød skaberen: SnowRunner er efterfølgeren til Saber Interactives lige så formidable offroadspil MudRunner. Saber har hovedkvarter i Florida og studier over hele verden, og de står desuden bag Phoenix Point, Evil Dead: The Game og World War Z: Aftermath.
