Hvor i alverden er alle blevet af? Det er bare et af de mange spørgsmål, du sandsynligvis vil stille, når du vågner op i en steampunkkapsel i det gådefulde eventyrspil Firmament.
Den kvindelige skikkelse, der byder dig velkommen til denne verden, giver kun få svar. Det ser ud til, at du bliver nødt til at løse disse mysterier på egen hånd – hvilket ikke er nogen overraskelse. Firmament er nemlig lavet af skaberne af det legendariske spil Myst, som var en pioner inden for hovedbrudsspil med førstepersonsperspektiv.
Det elsker vi: At finde på smarte anvendelsesmuligheder for Adjunct – den handske, du tager på i starten af spillet, og som du kan affyre laserreb med. Du kan slutte den til alle de maskiner, du finder rundt omkring på planeten, når du skal aktivere elevatorer, slæbe store isblokke hen over bjergkløfter, styre kæmpemæssige fartøjer og hæve bygninger op af vandets dyb.
Hurtigt tip: Kan du ikke huske, om du allerede har været i et rum, eller om du har rodet med en maskine? Din spøgelsesagtige ledsagers løbende kommentarer er ganske nyttige, men det er hendes stilhed også: Hun er kun snakkesalig, når du er kommet til et nyt sted.
Mød skaberen: Cyan Worlds er bedst kendt for at lave de banebrydende eventyrspil Myst og Riven. Holdet har udviklet sit karakteristiske førstepersonsgameplay gennem crowdfundede projekter som Firmament og Obduction fra 2016.
