Hannah Gamiels forhold til Myst har en lang historie. En rigtig lang historie.
“Jeg kan huske, at jeg sad på min mors skød, mens hun spillede”, fortæller hun. “Jeg anede selvfølgelig ikke, hvad der foregik, men jeg kan huske, hvor glade mine forældre var for Myst”.
I dag er Gamiel ikke bare et vidne til genfortolkningen af den fængslende og detaljerige verden i Myst – hun står i spidsen for den. Som udviklingsdirektør i Cyan Worlds, som ligger i Spokane, Washington, var Gamiel en vigtig del af den genfortolkede version af Myst, som vandt prisen Mac Game of the Year 2021. “Mine forældre var så glade”, fortæller hun med et smil. “Så nu er vi nærmest kommet tilbage til begyndelsen”.
På mange måder er Gamiels version af Myst den samme, som hendes forældre holdt af. “Grafikken er meget anderledes, men vi stræbte efter, at spillet stadig føles som det Myst, du kan huske, du har spillet før”, siger Gamiel.

Det betyder, at du starter på den samme havn og besøger velkendte riger fra det oprindelige spil. Men du kan også nyde godt af opgraderinger, der for eksempel giver dig mulighed for at gemme skærmbilleder i et album i spillet (en kærkommen forbedring i stedet for at skulle skrible ledetråde ned på en notesblok) og fri 3D-bevægelse – så er det slut med at hoppe fra den ene statiske skærm til den næste.
Myst er også blevet optimeret til den nyeste hardware: På Mac med M1 er spillet smukkere end nogensinde før og udnytter Metal 2.1 og AMD FidelityFX Super Resolution til fulde for at køre spillet i 30 fps i en 4k-opløsning.
Selv om Gamiel blev introduceret til Myst som barn, spillede hun faktisk ikke selv spillet, før hun kom på universitetet. Da hun var blevet færdig, fik hun en praktikplads i QA-afdelingen hos Cyan, og senere blev hun ansat på fuldtid som softwareingeniør med ansvar for lydproduktionen i spil som Obduction.
Efter en kort pause blev hun lokket tilbage til Cyan af ingen ringeren end Rand-brødrene og Robyn Miller, som står bag det oprindelige Myst. “Jeg kunne jo umuligt sige nej”, fortæller hun. (Og der var også en familieforbindelse: Rand er hendes stedfar.) “Hannah kastede sig virkelig ind i branchen med liv og sjæl”, siger Rand. “Da det var på tide at beslutte os for, hvordan vi skulle bære os ad med at forny Myst, hentede vi Hannah og Eric Anderson, vores kreative chef, tilbage. De har hjulpet virksomheden på mange måder”.

Det er naturligvis ikke en nem opgave at genskabe et spil, som har været en fanfavorit i næste tre årtier. “Vi havde en masse alvorstunge samtaler med Rand og Robyn”, fortæller Gamiel. “Hvor meget ville de være okay med at ændre? Hvad ville fanbasen –for hvem Myst betyder enormt meget – sige?” Men til sidst fik hun og teamet den endelige godkendelse fra de oprindelige udviklere.
“Det var en yderste tilfredsstillende oplevelse så mange år senere at kunne træde ind i spillet igen”, siger Robyn. “Selenitic Age er især smuk. Farverne er virkelig flotte”. (Her møder fortiden endnu engang nutiden: Robyn har spillet den nye version med sin 10-årige datter, hvilket har givet ham mulighed for at se udfordringer og verdener med helt nye øjne).

Robyns ros preller ikke af på Gamiel. “Det føles virkelig godt at kunne yde spillet retfærdighed. Selvfølgelig vil man gerne gøre alle glade, men når du oplever, at en af de oprindelige udviklere er virkelig stolt af det, du har lavet, så ved du, at du har gjort et eller andet rigtigt”.
Til syvende og sidst vil den nye version af Myst jo gerne give spillets magi videre til både nye generationer og trofaste fans uden at miste det oprindelige spils sjæl. “Folk kan slappe af i et miljø, der ikke angriber eller truer dem. Og jeg tror, de vil få den samme følelse igen, når de endnu engang kan fortabe sig i en verden og vide, at det er okay”, siger hun. “Du skal nok finde ud igen på et eller andet tidspunkt”, tilføjer hun og ler.