Det sker alt for ofte: Vi sætter os ned for at skrive, men bliver distraheret af andre apps og notifikationer eller af menuerne, indstillingerne og vinduerne i den app, vi skriver i. Men sådan er det ikke i iA Writer. Denne app giver dig et rent og roligt skrivemiljø uden distraherende elementer, så du kan koncentrere dig fuldt ud om dine ord og glemme alt andet.
Målet er at få nedfældet dine tanker, før du begynder at gå op i, hvordan det hele ser ud. iA Writer anvender almindelig tekst med basale Markdown-formateringer som for eksempel fed, kursiv, overskrifter, lister og links.
Det er imidlertid appens “Focus Mode”, der virkelig gør den til noget helt særligt. Når du skifter over til fuldskærmsvisning, får du en helt blank skærm, der kun indeholder tekst og intet andet. Focus Mode kan endda også dæmpe alt andet end den sætning eller det afsnit, du arbejder på, så du kan få et helt skarpt fokus på det, du sidder og skriver lige nu, og ikke den omkringliggende tekst.

Hvis du gerne vil have feedback på din tekst, kan iA Writer farvekode tekst og fremhæve syntaks, så du kan se, hvordan dine sætninger og afsnit er opbygget. Det giver dig hurtigt overblik over, om du er på vej i retning af Joyce, eller om du mere har en Hemingway i maven.
Du kan åbne sidebjælken i iA Writer for at få adgang til alle dine dokumenter, deriblandt også dem der er gemt i iCloud (de bliver synkroniseret automatisk med iA Writer til iOS, så du kan arbejde på dem via alle dine enheder). Du behøver aldrig at forlade appen, så det er nemt at holde fokus.
Når du er færdig med at skrive og gerne vil dele din tekst, kan iA Writer eksportere den til et Word-dokument, HTML, PDF eller udgive den direkte til Medium- eller Wordpress-blogs. Appens “Preview Mode” viser, hvordan din tekst vil se ud, når den bliver eksporteret. Du kan også få vist både din tekst og den eksporterede version samtidig, så du kan se opdateringer i sidstnævnte, mens du redigerer.
Enhver skribent har brug for et afbræk i ny og næ, men det er vigtigt at kunne bestemme pauserne selv. iAWriter lader dig fjerne forstyrrelserne – i hvert fald alle dem på skærmen.