HURTIGT KLARET

Red dit foto i Lightroom

Appen kan på magisk vis forvandle dine kornede billeder.

Digital støj kan få et godt billede til at se kornet og kunstigt ud, men i Lightroom er det heldigvis nemt at rette – især hvis støjen er forårsaget af underbelysning eller høje ISO-indstillinger. Sådan virker det.

Fjern støjen med AI

Hvis du hurtigt vil reducere støjen i et RAW-billede, kan du bruge det AI-baserede Denoise-redskab i Lightroom. Klik på overskriften Detail i Edit-panelet Edit, og klik derefter på knappen Denoise under Noise Reduction.

For meget støj ødelægger dette ellers fine billede …

I Enhance-dialogen kan du skrue op og ned for Denoise-effekten og se en forhåndsvisning af resultatet. Træk i skydebjælken for at finde en god balance mellem støj (lave værdier) og blødhed (høje værdier). Standardværdien på 50 giver ofte et godt resultat. Klik hvor som helst i forhåndsvisningen for at sammenligne det redigerede billede med originalen. Klik på Enhance for at oprette en ny DNG-fil med reduceret støj.

... men med et lille drys AI er meget af støjen væk – og billedet ser stadig naturligt ud.

Fjern støjen manuelt

Hvis billedet ikke er i RAW-format, eller hvis du vil have mere kontrol over resultatet, kan du klikke på overskriften Manual Noise Reduction for at få vist indstillingerne. Noise-skydebjælken regulerer støj, der er forårsaget af underbelysning, og Color Noise påvirker områder, hvor der er tilført ekstra farve.

Med et par manuelle justeringer kan du reducere støj, mens du bevarer billedets detaljer.

Når du fjerner støj, kommer dit billede til at se blødere ud, så prøv dig lidt frem, indtil du finder den rette balance, der fjerner de kornede områder, uden at billedet kommer til at se for behandlet ud.

Eksperttip: Tryk på \ for at skifte mellem det originale billede og den forberede version, eller tryk på Mellemrum for at zoome ud hurtigt.

Fremhæv detaljerne

Nogle gange kan det rigtige niveau af støjreduktion af glatte overflader komme til at sløre skarpe kanter. Hvis du vil genskabe nogle af detaljerne, skal du klikke på trekanten ved siden af Noise og justere skydebjælkerne Detail og Contrast. Under Color Noise kan indstillingerne Detail og Smoothness hjælpe dig med at beskytte farverige kanter og forhindre farvepåvirkning fra andre elementer i billedet.

Udnyt kornene

Kan du ikke ramme den perfekte balance mellem kornede og bløde billeder? Så prøv at lade Lightroom tilføje korn. Det virker måske ulogisk til at begynde med, men kornalgoritmerne i Lightroom har det med at se mere naturlige ud end kornene fra den digitale støj og giver et pænere billede.

Klik på overskriften Effekter, og flyt skydebjælken Korn en lille smule. Ikke så meget, at du ødelægger dit arbejde med at fjerne støj, men lige akkurat nok til at gøre dit billede mere naturligt (du kan også her skifte hurtigt mellem zoomniveauer ved hjælp af Mellemrum).