Han-dynastiets flere århundreder lange herredømme er forbi, og Kina styres nu af feudalherrer. Titusindvis af mennesker er døde eller døende. Mon du kan bringe fred og genforene landet?
Total War: Three Kingdoms fører dig til Kina i de tre kongerigers tid. Her skal du mestre krigens og diplomatiets kunst som leder af en af de 12 forskellige fraktioner, som hver især føres an af en krigsherre med sine helt unikke evner. Du skal vise dine evner både i realtidskampe og turbaseret strategi.
På slagmarken skal du kommandere med soldater og ryttere fra dit overbliksperspektiv og zoome ind for at opleve nærkampe på helt tæt hold, for eksempel dueller mellem generaler.
Tænk dig godt om, før du opstiller dine styrker. Sabelbevæbnet infanteri kan holde stand mod de fleste andre infanterienheder, men de kommer til kort over for kavaleriet. Bueskytter kan sende byge efter byge ned over modstanderne fra afstand. Efterhånden som du opnår erfaring på slagmarkerne, vil du låse op for nye enheder med deres helt egne specialer. Sørg for at hverve dem, der passer bedst til din generals evner, så du får værdifulde bonusser.
Det hele handler imidlertid ikke bare om kamp. I kampagnedelen skal du fokusere på mere langsigtet strategi og bygge byer, udvikle ny teknologi og indføre reformer, der forbedrer dit folks levevilkår. Du skal også forhandle dig til fordelagtige handelsaftaler, indgå i diplomatiske alliancer og forsøge at manipulere dine modstandere (og måske endda dine allierede) til at bekrige hinanden. Men pas på, at du ikke manipulerer for åbenlyst, for et forræderi kan svække din magtposition voldsomt.
Dine beslutninger i kampagnedelen er afgørende for dit rige: Succes forøger din troværdighed, som du får brug for under fremtidige forhandlinger.
Du kan vælge mellem 12 forskellige feudalherrer, så hvert eneste spil er en helt unik oplevelse. To ekstra spildele giver dig endnu større variation: Records of the Three Kingdoms sigter mod historisk præcis krigsførelse, mens Romance of the Three Kingdoms trækker på kinesiske folkesagn og giver dig generaler og helte med overmenneskelige kræfter.
Uanset hvilket eventyr du vælger, vil dine feudalherrer, helte og styrker have samme mål: At opbygge et nyt og varigt dynasti.
