MØD UDVIKLEREN

Projektninjaer

Cultured Code fortæller om udviklingen af Things.

Lige siden lanceringen af opgave-appen Things for over et årti siden er der blevet opbygget et entusiastisk fanfællesskab omkring det. Det består primært af produktivitetsorienterede mennesker, der er dybt begejstrede for alle de muligheder, appen giver dem for at holde styr på deres opgaver i en elegant og simpel brugerflade.

Det er ret almindeligt, at produktivitets-apps starter på iOS og senere migrerer til Mac. Men Things, som var en af de første opgave-apps i iOS App Store, begyndte faktisk som et desktop-projekt.

Udviklerholdet begyndte at arbejde på Things til Mac i 2006 og havde en betaversion klar i 2008. Derefter blev iOS App Store lanceret. “Vi var nødt til at træffe den virkelig vanskelige beslutning om at sætte arbejdet med Mac-appen på pause, så vi kunne få lavet vores iOS-app færdig til lancering samtidig med App Store”, siger Werner Jainek, direktør for og stifter af udviklerfirmaet Cultured Code.

Appen Things er nem at bruge, og mestrer selv de mest komplekse projekter.

Det var muligvis held i uheld. Den store succes med Things til iOS gjorde det muligt for Cultured Code at afslutte Mac-versionen, og iOS-appen gjorde uden tvivl Things til Mac endnu bedre. Både desktop- og mobil-appen har modtaget en Apple Design Award.

Things er nu over et årti gammel, og appen er skabt ud fra en ubestridelig sandhed: “Alle har projekter!”, siger Jainek. Dengang havde de fleste opgave-apps bare simple listefunktioner, der ikke kunne håndtere komplekse opgaver med flere trin. “Vi ville udvikle en brugerflade, der afspejler folks håndtering af opgaver helt præcist”.

Things havde en tilgang, der dengang var helt unik, og som var delvist inspireret af David Allens produktivitetsbibel Getting Things Done. “Det første, vi gjorde under udviklingen af Things, var at se på alle de forskellige typer opgaver, folk typisk har”, siger Jainek. “En kalender indeholder aftaler, der finder sted på givne tidspunkter. En opgave er noget, du starter på en given dag, men som stadig er relevant dagen eller ugen efter”.

Denne opdeling er helt almindelig i dag, men den var temmelig nytænkende for ti år siden.

Cultured Code-udviklerholdet har lige fra begyndelsen arbejdet med at begrænse sig. Det afspejles tydeligt i firmaets minimalistiske tilgang til nye funktioner. “Et produkt, der skal gøre dig mere produktiv, er nødt til at være ufatteligt enkelt”, siger Jainek.

Cultured Code er stadig meget varsomme med at opdatere appen.

“Vi modtager tonsvis af anmodninger fra vores brugere, men vi bruger rigtig lang tid på at gennemtænke dem og sikre os, at de ikke kommer til at komplicere appen for meget”, siger Jainek. De fleste andre app-opdateringer indeholder nye funktioner, men opdateringer af Things fokuserer i stedet på at “forenkle de idéer, vi har haft med appen”.

Med et årti på bagen og utallige versioner implementeret er fremtiden for Things lysere end nogensinde.