GØR MERE

Sådan løser du The Witness

7 tips til det smukke hovedbrudseventyr.

Nogle spil er mystiske, men The Witness tager det til det ekstreme. Du er alene på en mærkelig ø, og du aner ikke, hvad du skal. Hvad er du egentlig vidne til? Det fortæller spillet dig ikke. Faktisk fortæller denne dialogfrie spiloplevelse dig ikke noget som helst.

The Witness er en opdagelsesrejse, hvor du udforsker øen og dens store netværk af forbundne hovedbrud. Men når du kommer ud af en tunnel til en have fyldt med rør i starten af spillet, kan det hele godt virke temmeligt overvældende. Her er nogle tips, der kan hjælpe dig i gang (uden at vi afslører alt for meget).

Lær sproget

The Witness er ganske vist uden ord, men alligevel har spillet sit helt eget særlige ordforråd. Når du finder ud af, hvordan et hovedbrud fungerer, kan du bruge din viden om det til andre opgaver. Det er lidt som at lære et nyt sprog, hvor du bliver bedre og bedre til det hen ad vejen. Husk på dette, mens du udforsker øen.

Lav et kort

Øen er kæmpestor, men den er fyldt med pejlemærker, der hjælper dig med at finde frem til vigtige steder. Så grib en blyant og noget papir (eller en iPad og en Apple Pencil), og tegn løs og notér alt, der kunne være vigtigt, mens du udforsker.

Selvom noget virker uvæsentligt lige nu, kan det måske ende med at blive vigtigt senere på din rejse.

Har du svært ved at gennemskue denne her? Husk, at mange af hovedbruddene bygger videre på simplere versioner fra tidligere i spillet.

Vær nysgerrig

Der er meget lidt i The Witness, der er tilfældigt. Udfordringen ligger som regel i at finde ud af, hvorfor en genstand befinder sig, hvor den gør. Hvis du kan se kabler stikke ud af et panel, kan du følge dem for at se, hvor de fører hen. Hvis du bemærker et hul i trægrænsen, kan du klemme dig igennem det for at se, hvad der lurer inde i skoven. The Witness er en meget åben verden, der belønner dig for at være nysgerrig.

“Der er ingen tilfældigheder”, siger spillets Game Director Jonathan Blow. “Alt i spillet har et formål. Nogle gange har ting endda to, tre eller sågar fem forskellige formål”.

De lysende linjer er ikke kun til pynt. Undersøg dem for at finde ud af deres formål.

Tag et billede

Hvis du skulle udforske en rigtig ø, ville du sikkert fotografere alt, du støder på. Gør det samme her ved at tage skærmbilleder (Kommando-Skift-3) af vigtige scener og hovedbrud. Og glem ikke at tage billeder af de hovedbrud, du allerede har knækket. Dem skal du nok blive glad for, når du spiller spillet for anden (eller tredje) gang.

Kig godt efter

Selvom de første hovedbrud er ganske ligetil, vil det være umuligt for dig at løse dem, du støder på senere i spillet, uden at kende de forrige. Løsningerne kan minde om noget, du allerede har set eller hørt. Skygger, refleksioner og betrådte stier kan være vigtige ledetråde. Kig dig godt omkring, og prøv at se på hovedbrud fra helt nye vinkler, hvis du sidder fast.

“Du kan altid bare vandre videre og prøve noget andet. Det kan måske give dig nogle nye idéer om, hvordan du kan knuse det hovedbrud, der volder problemer”, siger Blow.

Tag på sejltur

Har du gået så meget rundt, at dine virtuelle ben er blevet ømme og trætte? Så gå til stranden i øens sydøstlige hjørne, hvor der er et simpelt hovedbrud for enden af en stenmole. Når du gennemfører det, dukker der en lille båd op af vandet.

Du kan hoppe ned i den og sejle rundt og besøge alle øens havne. Det kort, du styrer båden efter (du skal bare tegne den retning, du vil sejle i), fungerer også som smart navigationshjælp, når du befinder dig på land. Husk det foregående tip: Tag skærmbilleder.

Er du træt af at gå rundt? Så nyd en afslappende bådtur.

Spil helt til slutningen

Et af målene med spillet (og her afslører vi ikke noget vigtigt) er at aktivere tårne, der sender lysstråler mod et bjerg. Der er 11 tårne på øen, men du skal kun aktivere syv af dem for at få adgang til bjerget og teknisk set gennemføre spillet.

Men hvis du skynder dig direkte til bjerget, vil du gå glip af en meget stor del af The Witness. Vend tilbage til områder, du ikke er færdig med, for at finde alle øens hemmeligheder. Det er det hele værd.