Uanset hvor simple eller komplekse matematikbehov du har, er PCalc et af de dér sjældne hjælpeprogrammer, der altid leverer det rigtige værktøj på det helt rette tidspunkt.
Det skyldes delvist, at brugerfladen er så fleksibel. Du kan vælge en helt simpel, skrabet lommeregner eller gå all-in med stort set alle tænkelige videnskabs-, ingeniør- og programmeringsfunktioner. Appen er let at bruge, uanset om du skal udregne 12 + 59 + 712, finde kubikroden af 1.259.712, multiplicere tal binært eller konvertere mellem kilogram og pund.

Standardlayoutet i PCalc efterligner den klassiske videnskabslommeregner, du måske husker fra skolen. Du kan klikke på knapper på skærmen, men hvis du hellere vil bruge tastaturet, har appen tildelt funktioner, der er mere avancerede end plus, minus, gange og dividere, såsom intuitive taster og tastekombinationer. Du kan for eksempel skrive \ for at finde et omvendt eller reciprokt tal. Eller du kan trykke på mellemrumstasten for at få et væld af trigonometriske, logaritmiske og andre funktioner.
Du kan også konvertere mellem forskellige numeriske baser, for eksempel fra decimaler til hexadecimaler eller lave udregninger uden for base 10 med et klik på Hex-, Oct- eller Bin-knapperne. Ligesom med alle andre gode videnskabelige lommeregnere kan du skifte over til Reverse Polish Notation (RPN)-delen med blot et enkelt klik på en knap.

Disse er blot nogle få af de mange muligheder i PCalc. Appen indeholder læssevis af enheds- og valutakonverteringer (klik på A→B-knappen for at vælge en konvertering – herefter får du vist resultatet i konverteringsvinduet) samt matematiske og fysiske konstanter. Makrofunktionen i PCalc lader dig oprette og gemme sekvenser, så du kan foretage stort set alle de udregninger, du kan forestille dig. Mange af disse tilpasninger kan også synkroniseres mellem PCalc til Mac, iPhone og iPad.