UDVALGT SPIL

Find dine venner!

Hidden Folks‘ herlige kruseduller gemmer på sjove udfordringer.

Hidden Folks er et spil, hvor du skal finde skjulte genstande i en livlig verden fyldt med animerede krusedulletegninger.

I hver bane skal du finde en række personer og genstande, der skjuler sig i den yderst detaljerige grafik. Din søgning er dejlig interaktiv, så hvis du for eksempel skal finde Classy Jessy på en travl lejrplads, skal du både åbne telte og kigge under træer.

Kan du ikke finde dine folk? De små ledetråde hjælper dig på rette vej.

Der er dog meget mere i Hidden Folks end bare flot grafik. Spillets lydside er lige så herlig som tegningerne, og den kan også hjælpe dig med at finde ting. Er der et særligt monster, du ikke kan finde? Heller ikke efter at have læst tippet om, at han holder øje med alle på afstand? Så kan du klikke på scenen og trække den rundt, indtil du kan høre hans nuttede knurren. Han er lige omme bag dén busk!

Du kan godt komme videre i spillet uden at finde hver eneste genstand (det gør det lidt mere tilgængeligt end andre spil i genren for de spillere, der helst ikke vil udfordres alt for hårdt), men man kan nemt ende med at hygge sig med de enkelte baner i et godt stykke tid. Det er ganske fortryllende at se alle de små folk rende rundt, og nogle gange udløser dine handlinger overraskelser: Hvis du åbner en bestemt garagedør, vil en masse højttalere komme til syne, og en dansefest vil starte i indkørslen!

Banerne bliver mere og mere komplekse, jo længere du kommer i spillet.

Hidden Folks er et af de sjældne spil, der formår at være både afslappende og udfordrende. Det er genial underholdning for både yngre og ældre spillere.