GENOPDAG DETTE

Løs mysteriet i Firewatch

Total isolation i et afsides brandtårn? Du skal nok klare det.

Forestil dig fuldstændig spektakulære udsigter ud over skove og bjerge i Wyoming, USA – og den følelse af isolation, man får, når man lægger alt det familiære bag sig for at beskytte en majestætisk natur. Firewatch indfanger alt dette med en fantastisk flot grafik og et imponerende spildesign, der fokuserer på dialog. I dette ofte sælsomme mysterie bliver din nye karriere og livsstil hurtigt forvandlet til et uforglemmeligt eventyr.

Du skal ikke finde dig alt for godt til rette i dit udkigstårn.

Firewatch foregår i førsteperson, men det har slet ikke noget med kampe eller slag at gøre. I stedet skal du være brandvagt og holde øje med skovområderne og lejrpladserne, mens du taler med din supervisor via walkie-talkie.

I løbet af samtaler udvikler din relation til din supervisor sig, alt efter hvordan du svarer på hendes spørgsmål – hvis du altså overhovedet har lyst til at svare på dem – og det bestemmer, hvilken retning spillet tager. Disse samtaler via walkie-talkie er den eneste kontakt, du har med andre mennesker.

Du udforsker landskabet i førsteperson med kun en walkie-talkie i hånden.

De landskaber, du ser i hele spillet, er baseret på Shoshone National Forest i Wyoming, og er genskabt i en visuel stil, der minder om de klassiske reklamer for nationalparkerne i USA. Den afdæmpede farvepalet giver også spillet et helt særligt look.

Når du har gennemført selve historien i spillet, kan du udforske den fantastiske verden, som udvikleren Campo Santo omhyggeligt har skabt i indstillingen “Free Roam” (at vandre frit rundt). Vær beredt – der er stor sandsynlighed for, at du vil blive inspireret til at holde din næste ferie i Wyomings skønne natur.