Da Ilyes Ait Yahiatene voksede op i Algeriet, elskede han at spille fodbold. “Det var det, der samlede folk”, husker han. “Det var ligegyldigt, hvem man var, eller hvor man kom fra. Hvis der var en bold, så dukkede folk bare op og begyndte at spille”.
Så da han flyttede til Montreal som 21-årig, og byen føltes fremmed og ukendt, ledte han efter en måde hvorpå han kunne spille igen. Sådan fandt han GoodRec, som er en app, der gør det muligt for spillere i hele Nordamerika at opdage og deltage i lokale kampe.
“Den første kamp, jeg deltog i, føltes næsten uvirkelig. Det var en virkelig god kamp. Det var en blandet gruppe – forskellige lande, forskellige accenter, forskellige niveauer. Men så snart kampen startede, gjorde det os til venner”, siger Yahiatene.
I dag er Yahiatene vært for GoodRec, hvilket betyder, at han byder spillere velkommen og faciliterer kampe. Han ser noget af sig selv i de spillere, han møder, som dukker op for at møde nye mennesker og have det sjovt. For Yahiatene har de forbindelser, han har skabt, været varige. “Vi har skabt et bånd gennem fodbold, og det ved man ikke, før man rent faktisk er en del af det“, siger han.
Der er et hold til alle slags spillere
Hundredtusinder af spillere verden over finder hurtigt et hold via apps, hvor de kan booke og betale for en tid, så de kan møde op og spille fodbold - når og hvor det passer dem.
“Hele konceptet er, at du kan spille når som helst”, siger Midori Koide, en af medstifterne af GoodRec, som sidste år organiserede 65.000 kampe i over 60 byer. “Det er som at gå i fitnesscenter. Du køber sådan set bare en plads i spillet, og så kan du møde nye mennesker på en bane i nærheden af dig”.
Koordinering af spillere, booking af baner og administration af et helt holds program kan virke som et fuldtidsjob. Men at deltage i en fodboldkamp via en app er lige så nemt som at vælge et tidspunkt og sted, der passer dig. Og det viser sig, at det også kan hjælpe dig med at knytte meningsfulde bånd.
Hele konceptet er, at du kan spille når som helst.– Midori Koide, medstifter af GoodRec
Apps som Plei, der organiserer kampe i hele Nordamerika; Footy Addicts, der lader spillere oprette eller deltage i kampe i hele Storbritannien; og CeleBreak, der afholder kampe i Spanien, Tyskland, Danmark og UAE – er ikke kun med til at få spillere på banen, men har også funktioner, der kan bruges til at fostre fællesskab, for eksempel ved at brugere kan sende beskeder til hinanden og se, hvem der har tilmeldt sig en kamp.
Disse funktioner er vigtige, da forbindelserne på banen har sat gang i alt fra spillerorganiserede grillfester til forretningspartnerskaber og endda romancer.
Fra holdkammerater til venner
Konstantinos Gkortsilas, der grundlagde Footy Addicts efter at have koordineret kampe via sociale medier i årevis, siger, at fodbold har en særlig måde at forbinde mennesker på. “Det får dig til at føle dig godt tilpas – alle taler det samme sprog: fodbold”.

Han mener, at man kan lære nogen bedre at kende, mens man spiller. “Jeg forstår nemmere en persons attitude på banen”, siger han. “Man ser, hvordan de griber spillet an, og det giver stærke hints om, hvordan de opfører sig uden for banen”.
Nogle apps arbejder på at styrke de sociale forbindelser, der naturligt opstår gennem sporten, og skaber deres egne sjove events centreret omkring turneringer – som eksempelvis Pleis Ball and Brunch, hvor spillere og deres venner og familie kan nyde live musik og udforske stande og madboder, der er sat op langs banen.
Alle taler det samme sprog: fodbold.– Konstantinos Gkortsilas, stifter af Footy Addicts
Michael Gundlach tilskriver Plei mange af de venskaber, han har i dag. I 2022 flyttede målmanden, som har spillet fodbold det meste af sit liv (og endda tilskriver sporten æren for at have motiveret ham gennem en hård genoptræning efter kræft), til Miami, hvor han ikke kendte nogen.

“Jeg sværger, at det allerførste, før jeg overhovedet begyndte at lede efter en lejlighed, var at lede efter en app til at spille fodbold”, siger Gundlach. Han fandt Plei og deltog allerede i sin første kamp, efter kun at have været i Miami i lidt over 24 timer.
For Gundlach, som er 62 år gammel og har spillet omkring 600 kampe via appen, har det udvidet hans sociale omgangskreds på måder, han ikke kunne have forestillet sig.
“Jeg er efterhånden så gammel, at jeg spiller med spillere, der er unge nok til at være mine børnebørn“, siger han. “Det er ret fedt, at det favner på tværs af kulturer, alder, køn og politik. Det er bare en ægte interaktion mellem mennesker på et meget menneskeligt plan“.