NYT SPIL

Læg puslespil i Art of Flora

Udforsk planternes verden, og lær noget nyt undervejs.

Forvandl et virvar af farver til et smukt billede fra naturens verden i Art of Flora, et hyggeligt puslespil fra udvikleren Klemens Strasser.

Art of Flora handler, som navnet antyder, om planter. På spillets første baner skal du samle billeder af alt fra en stilkeg og en vinranke til viftepalmer og en paradisfuglblomst, som Strasser fortæller App Store er en af hans absolutte yndlingsplanter (så det kan ikke overraske, at den også er spillets app-ikon).

Læs videre for at lære mere om puslespillet, og hør, hvad Strasser har at sige om udviklingsprocessen, og hvad hans næste projekt er.

Smukke billeder af smukke planter

Det er ikke første gang, Strasser laver smukke, naturinspirerede puslespil. Hans tidligere spil, Art of Fauna, modtog en App Store Cultural Impact-pris i 2025.

Sæt smukke illustrationer sammen – og lær undervejs.

Ligesom Art of Fauna henter Art of Flora sine illustrationer fra klassiske naturhistoriske kunstværker. Bag illustrationerne står kunstnere som Pierre-Joseph Redouté og Marianne North, der oprindeligt skabte dem til videnskabelige publikationer i det 18. og 19. århundrede.

Spillets kærlighed til naturen stikker dybt, og en del af overskuddet fra hvert køb doneres til bevarelse af dyrelivet – du kan se de seneste modtagere i sektionen Giving Back i menuen Settings i spillet. Hvert billede har en IUCN-bevaringsstatus (International Union for Conservation of Nature), som fremhæver, hvilke planter der er truede, og hvor sårbar vores natur kan være.

Lær, mens du spiller

Vidste du, at den almindelige solsikke (eller skulle vi sige helianthus annuus) først blev dyrket for mere end 4.000 år siden i Amerika? Vend kortene om, og på bagsiden finder du en kort beskrivelse med vigtige detaljer om hver plante og dens historie – lige fra hvor du kan finde den i naturen, til hvordan den bestøves, dens størrelse og dens oprindelse.

Slap af med nemme puslespil.

Disse beskrivelser er puslespil i sig selv, og du kan samle dem ved at sætte ordene i den rigtige rækkefølge på samme måde, som du samler hver illustration. At skifte mellem siderne kan være en god måde at komme videre med et billede på, hvis du sidder fast, siger Strasser, hvilket giver dig et nyt perspektiv på udfordringen.

Gennemført tilgængelig

Strasser har længe lagt vægt på vigtigheden af tilgængelighed i sine spil og fortæller App Store, at “det er noget, jeg har i baghovedet ved hver eneste beslutning og hver ny funktion, jeg tilføjer”.

Art of Flora understøtter ikke kun Apples indbyggede skærmlæser, VoiceOver, som giver lydbeskrivelser af, hvad der er på skærmen, men tilbyder også en række farvemuligheder, så man kan tilpasse de nuancer, spillet bruger til både tekst og baggrunde, for at forbedre synligheden. Der er også flere tekstmuligheder, herunder OpenDyslexic (en skrifttype, der er designet til at være lettere at læse for ordblinde).

Tilpas din oplevelse med tilgængelighedsindstillingerne.

Art of Flora har også forskellige sværhedsgrader, så du kan vælge det udfordringsniveau, du er ude efter. En højere sværhedsgrad opdeler hvert billede i mindre puslespilsbrikker, mens en lavere sværhedsgrad forenkler processen med færre og større brikker.

Art of ... svampe?

Selvom Strasser allerede har to Art of ...-spil bag sig, er han langt fra færdig med at udforske puslespilsformatet.

Udvikleren fortæller, at han har modtaget adskillige henvendelser fra fans om et potentielt Art of Fungi-spil, og nylige ture til Sevilla, Singapore og Madrid har gjort ham nysgerrig på at udforske mulighederne for et Art of the World-spil med billeder af klassisk arkitektur, statuer og malerier.

Ud over at udvikle helt nye spil arbejder Strasser også ihærdigt på at udvide sine nuværende titler med flere billeder, inklusive dinosaurillustrationer til Art of Fauna.

“Da historiske fremstillinger af dem ikke stemmer overens med den nyeste videnskabelige forskning, arbejder jeg i øjeblikket sammen med en kunstner fra Mexico, Gustavo Monroy, om at skabe de første originale tegninger til appen,” afslører Strasser.