VERDENSPREMIERE

Bryd igennem i Ball x Pit

En storsælgende indie-perle lander på iPhone og iPad.

Pas på dernede! En enorm meteor har ødelagt Ballbylon – og sære bæster lurer i krateret, hvor byen engang lå. Ball x Pit er skabt af den suveræne indie-udvikler Kenny Sun og kaster dig ud i et roguelite RPG-spil, der er sprængfyldt med hektiske kampe, hvor det handler om at rikochettere rigtigt. Her er, hvad du kan forvente, når du dykker ned i det.


Det kræver flere slag at nedlægge disse barske fjender. Udslet dem hurtigt!

Her støber du kuglerne

Handlingen er straks genkendelig: Lad magiske projektiler prelle af væggene for at udslette fjender, der marcherer ned ad skærmen. Hver besejret fjende efterlader energi, der låser op for (og opgraderer) kraftfulde angreb, herunder Burn, Freeze, Lightning og Laser Balls.

Du kan kun overleve hver omgang ved at fusionere evner. Har du Burn- og Earthquake-kugler? Så smelt dem sammen til Magma! Slår dine Laser- og Freeze-kugler ikke helt til? Udvikl dem til en Freeze Ray, sigt, og lad det regne ned med rikochetterende angreb. Meget af morskaben går ud på at finde på vilde nye kombinationer.


Plads til at bygge

Det er ikke kun i Ball x Pits fangekældre, hvor du kan fyre kugler afsted. For hver fjende, du besejrer, samler du guld, som du kan bruge til at bygge en fæstning. Placér bygninger strategisk, og få fat i ressourcer for at genopbygge din by lidt efter lidt.

Sørg for at gennemføre baner flere gange for også at finde byggeplaner. Dem skal du bruge til at bygge bygninger, der lader dig rekruttere nye spilbare figurer som den mystiske Shade eller den robuste Shieldbearer.


Vær forberedt

Vil du sætte farten ned for metodisk at nedlægge en svær boss, eller vil du bare suse igennem det hele? Tryk på hastighedsbjælken i øverste højre hjørne af skærmen for at ændre banens tempo.