Sprogvanskeligheder i skolen, et behov for en bedre træningsmakker og trangen til at indfange drømme.
Personlige udfordringer var katalysatoren for vinderne af Swift Student Challenge, Nils Bernschneider (skaberen af sprogindlæringsværktøjet Lengo), Joseph Mambwe (skaberen af AI-træningsprogrammet og -trackeren GymStreak) og Adélaïde Humez (skaberen af den beroligende drømmedagbog Egretta), da de udviklede apps, der nu hjælper mange andre.
Vi har sat os ned med Nils, Joseph og Adélaïde for at høre, hvordan de har forvandlet deres eksperimenter fra studietiden til professionelle karrierer.
Find løsninger på hverdagens problemer
App Store: Vil du fortælle om, hvad der inspirerede dig til at udvikle dine apps, og hvordan det var at starte ud?
Nils: “Jeg havde svært ved at fokusere på grammatik og læsning af spansk i skolen, så jeg fik idéen om at flytte lærebogen over på iPad for at gøre det sjovere. Jeg begyndte at eksperimentere på min mors iPad, og jeg brugte mine skoleferier på at lære at kode og dybest set lære mig selv Swift.”
Adélaïde: “Jeg fik idéen til min drømmedagsbogsapp, fordi jeg ikke kunne finde noget, der var personligt nok. Jeg indså, at selv når jeg glemte mine drømme, forblev følelserne – så jeg byggede min app op omkring det. Helt ærligt, alt hvad du behøver, er en internetforbindelse og en notesbog. At skrive idéer ned og skitsere koncepter er lige så vigtigt som selve kodningen”.
Joseph: “Jeg var virkelig vild med at gå i fitnesscenter, men fitnessapps var dengang bare en slags udvidelser af regneark. De var ikke særligt æstetiske. Så jeg prøvede at lave en app, der passede til mig. Den første motivation for at lære at kode var, at jeg ikke kunne finde en app”.
Bliv fortrolig med programmering
App Store: Har I altid haft et talent for programmering, eller var der en stejl læringskurve?
Joseph: “I starten forsøgte jeg at lære at kode, og det var meget kedeligt. Så skiftede jeg til en problemløsningsmentalitet, og så begyndte det at blive spændende. Brugerne kom i fokus, og jeg lærte de tekniske detaljer undervejs. Problemer er de bedste muligheder for at lære”.
Nils: “Jeg har ingen baggrund inden for kodning, så min første kode var forfærdelig. Jeg var nødt til at omskrive hele appen flere gange. Men for mig var dette projekt meget vigtigt, så besættelsen af at løse appens problemer var det, der fik mig til at blive ved med at lære og kode”.
Adélaïde: “Det kan være rigtig svært at kode, så du har brug for noget, du brænder for, så du kan holde motivationen oppe. Hvis du elsker problemet, kan du komme igennem det. Det behøver ikke at være århundredets idé. Start med noget, der er meningsfuldt for dig, og del det med resten af verden”.

Balance mellem passion og forretning
App Store: Hvilket råd vil du give til folk, der er i opstartsfasen, og som brænder for deres idé, men også gerne vil gøre det til en rentabel forretning?
Joseph: “Når du vælger en idé eller det problem, du vil løse, skal du ikke spørge dig selv, om det er en god forretningsbeslutning eller ej. Hvis det er noget, du brænder for, er der stor sandsynlighed for, at der er et betragteligt antal mennesker, der har et lignende problem, og som vil være villige til at betale for en løsning. Og nogle gange kan det være mere fordelagtigt, jo mere nichepræget problemet er, fordi der ikke findes noget lignende derude”.
Nils: “Det, der fangede min opmærksomhed i App Store i starten, var at se så mange individuelle udviklere løse unikke problemer. For brugerne betyder det, at de kan finde noget, de virkelig ønsker sig – et produkt, der føles, som om det er lavet lige til dem. Det er ret betydeligt, fordi de fleste af os startede med at bygge en app for at løse vores eget problem og derefter indså, at andre måske havde den samme oplevelse”.
Adélaïde: “Hvis du vil tjene penge fra starten, kan du blive nødt til at gå på kompromis med din vision. Så det er meget bedre at starte med noget, du tror på, og som du bare gerne vil dele med verden, og derefter begynde at tænke over, hvordan du bedst tackler forretningsdelen”.
Det behøver ikke at være århundredets idé. Start med noget, der er meningsfuldt for dig, og del det med verden.– Adélaïde Humez, skaber af Egretta

Lektioner fra Swift Student Challenge
App Store: Hvad lærte du af din deltagelse i Swift Student Challenge? Hvordan har det formet din vej som udvikler?
Joseph: “Da jeg var en del af det, blev det stadig kaldt et stipendium. Jeg stødte på det næsten ved et tilfælde: Jeg var til et hackaton, og der var også en person tilknyttet Apple. Den forbindelse førte mig til stipendiet. Det lærte mig, at man nogle gange kan åbne døre ved bare at fokusere på at løse problemer og gøre et godt stykke arbejde, selvom man ikke har en traditionel softwarebaggrund”.
Adélaïde: “For mig var der et før og efter Swift Student Challenge. Jeg var i tvivl om, hvorvidt kodning virkelig var noget for mig, men Apple sendte mig til WWDC og placerede mig i samme rum som passionerede udviklere. Den oplevelse styrkede virkelig min motivation for at kode og viste mig, at jeg hørte til i den verden”.
Nils: “Det var første gang, jeg mødte andre udviklere. Jeg havde arbejdet på min app i årevis uden at kende andre, der brugte Swift. Udfordringen introducerede mig til Apple-fællesskabet, gav mig et støttenetværk og motiverede mig ved at høre andres historier”.
Omfavn mangfoldighedens styrke
App Store: Kun en lille andel af de studerende inden for kodning er kvinder eller fra minoritetsgrupper. Hvordan kan diversitet ifølge dig bidrage til at udvikle bedre apps?
Adélaïde: “Jeg havde i første omgang ikke lyst til at studere datalogi, fordi jeg vidste, at det var en hård verden for kvinder og minoriteter. Den opfattelse holdt mig næsten væk, men det fællesskab, jeg fandt via Apple, hjalp mig med at indse, at jeg hørte til”.
Joseph: “Den bredde af problemer, som apps hjælper med at løse i den virkelige verden, kræver diversitet. Nogle gange er der kun en bestemt gruppe mennesker, der virkelig kan forstå og løse et bestemt problem – derfor er forskellige perspektiver afgørende”.
Nils: “Vi er nødt til at omfavne diversitet mere og fremhæve kvindelige grundlæggere ved at fortælle flere historier om dem. De fleste af de kendte personer i techbranchen er stadig mænd, og det påvirker rollemodeller og repræsentation”.
