WOMEN'S HISTORY MONTH

Tag på rejse med Hyojeong Kim

Kvinden bag NomadHer fortæller om sin hjælp til rejsende kvinder.

Det er en befriende oplevelse at rejse alene, og det bliver mere og mere normalt. Men kvinder, der planlægger solorejser, bliver mødt med stadig mere mistro og bekymring. Historier fra kvinder over hele verden i NomadHer: Solo Female Travel fortæller heldigvis en inspirerende historie om selvstændighed og nye opdagelser.

NomadHer forbinder rejseglade kvinder med hinanden og skaber et sikkert rum, hvor de kan dele deres tips og oplevelser og finde hjælp på deres rejser.

Hyojeong Kim, der er appens direktør og indtil videre har rejst solo i 60 lande, er ved at opbygge en ny rejsekultur, der opfordrer kvinder til at udforske verden på en fri og uafhængig måde. Vi har talt med den eventyrlystne globetrotter om, hvordan hun gør det nemmere for kvinder at rejse alene.


Hyojeong Kim har rejst alene i 60 lande, og regner med at besøge flere endnu.

Du rejser rundt i hele verden og har startet din egen virksomhed – hvordan og hvor begyndte det hele?

Første gang, jeg rejste alene, var det ikke et led i en større plan: Jeg kunne simpelthen ikke finde nogen, der ville rejse på samme måde som mig. Jeg ville gerne følge mit eget tempo og vælge mine egne destinationer, så jeg prøvede at tage til Italien alene. Efter den tur indså jeg, at det slet ikke var så udfordrende, som jeg havde forestillet mig.

Da rejserne blev til en endnu større passion, begyndte jeg at lede efter fjernarbejde for et firma, der fokuserede på kvinders selvstændighed gennem rejser. Og da jeg ikke kunne finde sådan et, valgte jeg at starte det selv.

Efter at have talt med kvinder med forskellige etniske baggrunde, aldre og nationaliteter fandt jeg et fælles element: Når de møder andre kvindelige rejsende, som de kan stole på, føler de sig meget mere sikre, både i følelsesmæssig og fysisk forstand.
– Hyojeong Kim, Administrerende direktør hos NomadHer

Hvordan hjælper NomadHer dig og andre kvindelige rejsende med at føle jer sikre?

Efter at have talt med kvinder med forskellige etniske baggrunde, aldre og nationaliteter fandt jeg et fælles element: Når de møder andre kvindelige rejsende, som de kan stole på, føler de sig meget mere sikre, både i følelsesmæssig og fysisk forstand.

Det er derfor, at NomadHer bruger identitetsbekræftelse for at skabe tillid og forbindelser mellem ligesindede kvindelige rejsende, der skal til de samme destinationer.

Hvordan bruger du personligt NomadHer?

Jeg bruger primært funktionen Travel Buddy, som forbinder rejsende, der skal besøge den samme destination i samme periode. Jeg har mødt helt vidunderlige rejsende fra San Francisco, Paris, Seoul, Mexico og mange andre steder gennem den. Vi har drukket te sammen, spist sammen, og de har endda også inviteret mig ind i deres hjem.

NomadHer samler et voksende fællesskab af kvinder, som elsker at rejse, gennem Kims inspirerende historier om at rejse alene.

Hvad er det bedste ved solorejser?

At man lærer sig selv bedre at kende. For mig er det vigtigt for min personlige udvikling at kende mig selv rigtig godt, men mulighederne for selvransagelse dukker kun sjældent op i vores daglige rutiner.

Når vi tager langt væk hjemmefra til steder, hvor ingen kender os, og vi kan gå frit rundt på gaden og dagdrømme, smage ny mad og møde mennesker med fascinerende liv, som vi ikke ellers ville møde. Det er i disse nye og anderledes øjeblikke, at vi kan stille os selv ærlige spørgsmål som “Er det det her, jeg vil?”, “Gør det her mig glad?”.

Hvad er dine bedste rejseminder?

I Letlands hovedstad Riga strandede jeg til en festival, hvor jeg ikke havde fået booket overnatning. Da jeg stod ved et busstoppested og spekulerede over, hvad jeg skulle gøre, inviterede en lokal kvinde mig til at bo hos hende og hendes familie.

I Havana i Cuba mødte jeg en familie ved en isbutik, der købte is til mig, bare fordi jeg var gæst i landet. Den kostede kun omkring 300 koreanske won, men deres varme og gavmildhed rørte mig virkelig.

Når jeg tænker tilbage på disse øjeblikke, er det dem, der føles mest uvirkelige, og som fik mig til at tænke, “Skete det her lige?”.

Skal du også rejse alene? Find nogle rejsekammerater, som du kan mødes med, når du når frem til din destination.

Er der nogen brugere af NomadHer, som du synes er særlig mindeværdige?

For nylig skrev en 65-årig belgisk kvinde, at hun endelig var taget af sted på sin europæiske road trip efter to års forberedelse. Efter appens udgivelse delte hun denne drøm – ikke som mor, men som sig selv. Som en gave til sig selv.

Hendes historie mindede mig om min egen mor, der drømmer om at lære engelsk i udlandet og vandre på Camino de Santiago. Det forstærkede min tro på, at alle kvinder har deres egne drømme, uanset hvor gamle de er.

Solorejser er lidt som miniatureudgaver af livets rejse, og det gør dem til værdifulde oplevelser.

Hvor ser du NomadHer bevæge sig hen fremover?

NomadHer startede som en rejseapp, men er blevet til noget endnu mere meningsfuldt: et fællesskab af inspirerende kvinder fra hele verden. Hvert år fejrer vi denne forbindelse med vores She Can Travel Anywhere-festival.

Sidste års sammenkomst i min hjemby Busan var noget ekstra særligt – det var helt uforglemmeligt for mig at opleve medlemmer komme rejsende fra hele verden til det sted, hvor jeg er vokset op.

Selvom Kim rejser alene, er nogle af hendes bedste minder skabt med mennesker, som hun møder undervejs.

Er der noget, du gerne vil fortælle kvinder, der måske er nervøse for at rejse alene?

Bekymring signalerer ofte, at vi står over for en udfordring, men også at en ny begyndelse venter forude. Vi vokser som mennesker, når vi udforsker ukendt territorium.

Hvis det virker uoverskueligt at skulle rejse alene, kan du altid prøve at tage til en by i nærheden af dig. Selv en enkelt overnatning kan få en stor betydning. Tænk på det som at tage et friskt åndedrag eller en kort pause, der giver dig et nyt perspektiv. Solorejser er lidt som miniatureudgaver af livets rejse, og det gør dem til værdifulde oplevelser.