INSPIRERENDE HISTORIER

Find opskriften på appsucces

Udviklere deler deres erfaringer med at lave populære apps.

Hvor kan du finde inspirationen til en god appidé? Du kan kigge på dit eget liv.

Det var tilfældet for Martin Mazanec, der var med til at grundlægge den AI-baserede træningsplanlægningsapp Fitify efter sine egne oplevelser med rygsmerter og lindring gennem personligt tilpassede træningsplaner; Maciej Lobodzinski, der fandt inspiration i et Steve Jobs-citat og lavede mental sundhed-appen Stoic; og Balint Orosz, der grundlagde noteappen Craft.

De har talt med os om deres rejser som appudviklere og løfter sløret for deres om deres tanker om, hvad der gør en app til en succes.

Martin Mazanec grundlagde fitnessappen Fitify for at gøre det nemt for mennesker at følge en personlig træningsplan, når det passer dem.

Succesens ingredienser

Martin: En god app skal være simpel, og alle skal kunne forstå den. Den skal være selvforklarende, så du ikke behøver at lave instruktioner. Du skal bygge en effektiv app, der ser godt ud, men hvis den ikke løser nogen problemer, er det svært at gøre den til en forretning på den lange bane.

Maciej: Produktet skal være godt udviklet. Det handler alt sammen om de små glædesøjeblikke fra start til slut, lige fra den visuelle del til, hvor hurtigt appen åbner.

Balint: Hvis en app skal være en succes på den lange bane, skal den levere en form for vedvarende værdi. Den skal være simpel, kvaliteten skal være høj, og den skal være brugervenlig. Markedet er komplekst, og brugernes tærskel for, hvad de gider at bruge deres tid på, stiger hele tiden.

En flot visuel stil hjælper dig med at kommunikere og få kontakt til forbrugerne. Designet giver dit produkt liv.
– Balint Orosz, skaber af Craft
Balint Orosz har grundlagt appen Craft, som både gør det nemmere og sjovere at skrive, administrere og dele noter.

Handler det kun om designet?

Martin: Designet er ikke vores førsteprioritet. Vi koncentrerer os snarere om at lave et godt funktionsdesign, hvilket betyder, at træningsplanlægningen og opbygningen af øvelsessæt skal være så funktionelle som muligt. Men det hele har en meget konsistent stil, som er ret flot. Vi skal nok fokusere mere på dette fremover, for på den lange bane skal man opbygge sit brand igennem design.

Balint: Design var engang det, der virkelig fik produkter til at skille sig ud på markedet. I dag er flot design bare et af punkterne, der skal krydses af på kontrollisten, når du laver apps. En flot visuel stil hjælper dig med at kommunikere og få kontakt til forbrugerne. Designet giver dit produkt liv. Så designet er vigtigt for mig, men det er ikke det eneste, der skaber magien.


Gør den personlig

Maciej: Vi laver en app til andre mennesker og vil gerne have dem til at føle, at de selv ejer den, og at de kan skræddersy den til deres behov. Hvis du som bruger oplever en onboarding, hvor du kan tilpasse appen personligt, vil det også give dig stærkere følelser for den.

Balint: Brugere vil gerne have, at appen føles som deres egen. Personlig tilpasning er en vigtig faktor, når vi skal acceptere og anvende ny teknologi i hverdagen. Hvor meget kan AI gøre for denne tilpasning, og hvor meget af den opstår på baggrund menneskeskabte interaktioner? Det får vi at se snart med den hastige udvikling lige nu.

Martin: Jeg tænker ikke så meget på tilpasning af appens ikon eller skrifttyper. For os handler det mere om, at du får en personlig træningsplan, og at vores samtalefokuserede chatbot fastholder og tiltrækker mange flere brugere end ellers, så det virker ganske lovende.

Maciej Lobodzinski udvikledeStoic som et lettilgængeligt redskab, der kan hjælpe mennesker med at fokusere på deres mentale sundhed.

Tænk over, hvad AI kan gøre

Maciej: Da vi tilføjede AI-funktioner, røg vores brugerengagement og fastholdelse af brugere i vejret, fordi appen skiftede fra at være det samme, som alle andre har, til at give brugeren en meget mere personlig oplevelse. Der et lag af nem personlig tilpasning, men vi ventede et helt år med at tilføje AI, fordi vi gerne ville finde ud af, om det bare var et hype-fænomen, og forstå fortrolighedsaspekterne i forbindelse med teknologien.

Balint: Efterhånden som teknologi bliver mere personfokuseret inden for blandt andet mental sundhed, bliver implementering af AI stadigt mere udfordrende. Det handler i sidste ende om tillid. Stoler vi mest på AI eller på en menneskelig ekspert, der anbefaler noget? Lige nu er der så mange dårlige historier om AI, at jeg tror, at der skal opbygges en større tillid til disse teknologier, før vi kan integrere dem. Det er den rejse, hele branchen er ude på nu. Hvordan kan vi opbygge tillid til de her systemer?