INSPIRERENDE HISTORIER

Udforsk skrifttypernes skønhed

Lær, hvordan apps og spil bruger forskellige skrifttyper.

Der er tekst overalt. Og det er bestemt ikke uvæsentligt, hvordan en tekst præsenterer sig ved hjælp af skrifttype (bogstaverne og tegnenes design) og typografi (hvordan teksten er placeret). Tag bare et kig på en vilkårlig filmplakat eller reklame.

Takket være det voksende udvalg af apps og sociale medier er det nu nemmere end nogensinde før at designe flotte skrifttyper og typografier.

I denne artikel kan du både læse om verdens første skrifttype, apps og spil, der har typografi i hovedrollen – og lære, hvordan du kan designe din egen og helt unikke stil.

Verdens første skrifttype

Gutenbergs trykpresse blev opfundet i det 15. århundrede og brugte typografi til hurtig mangfoldiggørelse af læsematerialer. Den gotiske skrifttype Blackletter var den første skrifttype, der blev produceret, og den var inspireret af den skrift, der ofte blev brugt i håndskrevne bøger.

Nogle årtier senere skabte den franske trykker og tekstdesigner Nicholas Jenson skrifttypen Roman, som var nemmere at læse og trykke. Dette markerede begyndelsen på skrifttypernes udvikling.

Blackletter bibeholder æstetikken fra de håndskrevne forgængere.

I dag møder vi hele tiden unikke skrifttyper: Times New Roman blev opfundet af den britiske avis The Times, Futura blev skabt af Paul Renner og var inspireret af Bauhaus-æstetikken, og Helvetica, som blev designet af Max Miedinger og Eduard Hoffmann, er blevet populær på grund af sin minimalistiske enkelthed.

Hvilken kan du bedst lide? Helvetica eller Times New Roman?

Skrifttyper i spil

Spil bruger ofte originale skrifttyper til at udtrykke en bestemt stil eller stemning. I Run Godzilla for eksempel – det sjove spil, hvor din landsby skal opdrætte Godzilla, så den kan løbe om kap med de andre kaiju-monstre – vil du se den ikoniske Godzilla-skrifttype, som bruges i franchisens film.

Den blev oprindeligt designet til at være synlig på filmplakater, og derfor kan den være svær at læse, medmindre bogstaverne bliver blæst op i stor størrelse. Det er derfor, Run Godzilla kombinerer den med en anden skrifttype, der hedder Tekki Gothic. Den kan bruges til tekst i mindre størrelse, så den er læselig. På den måde kan spillet bibeholde det velkendte Godzilla-look, som fansene elsker.

Den ikoniske Godzilla-skrifttype kan ses i Run Godzilla.

Skrifttyper i apps

Typografi er også vigtig i apps – se bare på Halide Mark ll og Spectre Camera, som begge bruger originale skrifttyper til at genskabe den særlige følelse af et fysisk kamera.

Halide Mark ll er en manuel kamera-app, som giver dig mulighed for at indstille lukkehastighed, eksponering, hvidbalance, fokus og meget mere. Og med Spectre Camera kan du nemt tage fotografier med lang eksponering.

Fotoapps som Halide Mark II og Spectre Camera bruger begge originale skrifttyper.

Begge apps blev skabt af det sammen hold under ledelse af Ben Sandofsky og designet af Sebastiaan De With. Lige fra starten var det vigtigt for dem at designe originale skrifttyper til Halide, som er forgængeren for Halide Mark II.

Manualen i Halide Mark ll minder om en manual til et fysisk kamera.

“Da vi arbejdede på Halide, vidste vi, at vi ville formidle en fotograferingsoplevelse, som var større end selve appen”, fortæller De With. “Vi ville gerne genskabe følelsen af et gammeldags kamera med film”.

“Når du installerer appen og åbner den, oplever du som det første en manual, som ligner en, du også ville få sammen med et rigtigt kamera. Der er også en udløserknap, som du kan trykke på, samt mange andre funktioner. Blandt dem er også en skrifttype, der hedder Halide Router, som jeg skabte sammen med den hollandske typedesigner Jelmar Geertsma”.

Den specialdesignede Halide Router-skrifttype blev designet af Jelmar Geertsma.

“Kamerahuset og linsen på et ægte kamera er lavet af metal, så man bruger et lille metalobjekt med en rund spids (ligesom spidsen på en kuglepen), når man skal indgravere bogstaver”, forklarer De With.

“Derfor var mange af de skrifttyper, der blev brugt til filmkameraer, designet med både lige linjer og runde kurver i samme størrelse (fordi det anvendte graveringsværktøj havde en rund spids, blev bogstavernes kurver og stregspidser også var afrundede). Vi designede Halide Router på baggrund af dette koncept”.

Halide Router (venstre) blev inspireret af en skrifttype, der blev brugt på rigtige kameraer (højre).

Design din egen

Du kan nemt designe din egen skrifttype med apps som iFontMaker. Ved hjælp af vejledninger kommer du hurtigt i gang med at tegne løs og bagefter kan finjustere hvert bogstav med redigeringsværktøjerne.

Foruden det latinske alfabet kan du også lave skrifttyper med kyrilliske og græske bogstaver, samt japanske tegn og kanjitegn. Når du er færdig, kan du gemme din skrifttype, så du kan bruge den på din iPhone, iPad eller computer.

Skrifttyper kan nemt designes i iFontMaker.

Designappen Canva er fyldt med funktioner, der kan vække dine skrifttype- og typografidrømme til live. Måske vil du gerne etablere et enkelt og elegant branddesign, designe en flot invitation eller gøre dine opslag på de sociale medier mere iøjnefaldende? Uanset hvad dit mål er, vil denne app være en uundværlig ressource, når du vil gøre et uudsletteligt indtryk.

Design af skrifttyper og typografi har udviklet sig meget siden den første trykpresse. I dag har designere, udviklere og amatører uendelige muligheder for at lege og eksperimentere, når de gerne vil lade deres ord træde i karakter.