MØD DEN KREATIVE

Revolutionerende tatoveringer

En kunstner fortæller om, hvordan Procreate har ændret branchen.

Massevis af forskellige forretningsmodeller er blevet ændret på grund af digitale medier, men tatoveringsbranchen er en af dem, der er blevet vendt allermest op og ned på.

Det, der engang var en verden fyldt med kalkerpapir og blyanter, er nu blevet digitalt. Alle notesblokkene fyldt med skitser er nu blevet udskiftet med iPads.

Holly Ellis er ejer af Idle Hand-tatovørsalonen i San Francisco. Ligesom mange andre kunstnere tøvede hun lidt med at begynde at bruge Procreate, men appens lettilgængelige brugerflade og økovenlighed endte med at overbevise hende.

“Jeg plejede at lave alt på papir”, siger hun. “Hvis jeg skulle tatovere en hel arm eller noget andet stort, ville jeg typisk starte med Photoshop, men alligevel ende med en bunke papirer. Det er ret imponerende, at Procreate kan fjerne det fuldstændigt”.

Holly Ellis er blevet fan af Procreate ligesom alle de andre tatovører i Idle Hand-salonen i San Francisco.

I dag bruger alle kunstnerne i den travle butik Procreate, og deres værker er udstillet på næsten hver eneste ledige centimeter af væggene. Vi satte os sammen med Ellis ved hendes interimistiske arbejdsbord for at finde ud af, hvordan Procreate har ændret hendes tilgang til sin kunstart.

Hvordan holder du det første møde med nye kunder?

Jeg starter med at tage min iPad frem og fortælle, hvad jeg har i tankerne. Jeg bryder mig ikke om at sende tegninger pr. e-mail. Jeg vil hellere have, at folk kommer ned i butikken.

Hvis jeg har brug for at se, hvordan et design passer til kroppen, printer jeg det nogle gange, så jeg kan holde papiret rundt om personens arm eller lignende. Men hvis jeg for eksempel skal klemme et motiv ind mellem en masse andre tatoveringer, kan det være praktisk bare at tage et billede af kropsdelen og overføre det til min iPad. Hvis jeg skal undersøge farver, kan jeg også tage et billede af hele kundens arm og farvelægge oven på det.

Hvordan har Procreate ellers gjort dit arbejde lettere?

Jeg kan tage forskellige billeder og arbejde på dem samtidig. Tidligere skulle jeg først finde et billede af den ene ting og derefter af den næste, og så skulle jeg tape dem sammen for at tegne dem. Hvis jeg skulle gøre et billede større eller mindre, kunne det godt gå ud over proportionerne.

Med Procreate kan jeg strække billeder, og det er en stor hjælp. Det kan du ikke gøre med papir.

Denne detaljerede tigertatovering startede i Procreate.

Ombestemmer kunderne sig nogensinde, når de ser en kladde på en iPad?

Nogle gange. Og nogle gange vil folk gerne have mere at vide, når de har set noget. Og nogle gange ser tegningen måske ikke helt fantastisk ud, men de stoler på mig og ved, jeg har en plan med den.

“Tidligere lavede jeg alt på papir”, siger Ellis. Det gør hun ikke længere.

Hvordan holder du styr på alle dine motiver?

Alle mine tegninger er gemt her, så jeg kan finde dem, hvis jeg skal genbruge noget eller har brug for lidt inspiration. Der er mange fælles elementer i traditionel tatovering, så du kan ofte bruge grundlaget for et design, for eksempel en piges hoved, til et nyt motiv. Det er bedre for mine kunder, for nu behøver de ikke vente så længe på mig mere!