At kalde Threes! for “bare endnu” et hovedbrudsspil er lidt som at kalde Beyoncé for “bare endnu” en popstjerne eller Niels Bohr for “bare endnu” en fysiker. Spillet vinder nok aldrig en Grammy eller en nobelpris, men takket være den simple måde at styre det på og det udfordrende gameplay, vil du formentlig falde pladask for det alligevel.

Spillet er fyldt med tal (især tallet tre) og ser mere kompliceret ud, end det egentlig er. Det er dog enkelheden og stilen, der gør Threes! til et spil, man bare ikke kan lægge fra sig. Du spiller ved at kombinere felter med tallene et og to, så der dannes et felt med tallet tre.

Når du har fået det grundlæggende på plads, går du videre til næste sværhedsgrad, hvor du kan kombinere felter med det samme tal (f.eks. et par treere); så kan du få felterne til at smelte sammen, fordoble tallet og frigøre plads på spilbrættet. Jo højere tal du når til, desto flere point får du.

Når du har styr på spillets mekanik, vil det føles helt naturligt og næsten zen-agtigt at skubbe rundt på de nummererede felter. Nogle gange skal du være heldig for at holde spillet kørende, men andre gange vil du føle dig som lidt af et uovervindeligt geni.

Threes! er både sjovt og af og til frustrerende – et perfekt spil, når du skal slå lidt tid ihjel.

Fordi det er nemt at fortsætte spillet, kan du tage en hurtig omgang eller to, mens du venter på bussen eller på din Tinder-date. Hvad skal man da i øvrigt også bruge en Grammy eller en nobelpris til?